Topshøj

Teori og metode

Familiebehandling med et narrativt perspektiv

Den helhedsorienterede familiebehandlingsindsats tager udgangspunkt i at sikre en støttende fortælling om eleven. Arbejdet foregår bl.a. med afholdelse af familiesamtaler på skolen, hvor en psykolog varetager samtalen, og hvor elevens tætte relationer og elevens primære pædagog/lærer udfolder, hvilke udfordringer der står i vejen for elevens trivsel, og hvilke ressourcer, eleven har, som kan være med til at støtte en positiv forståelse for og udvikling hos eleven.

Etableringen af et tæt forældresamarbejde er en central del af indsatsen på Familieinstitutionen Topshøj. Forældrene er de primærvoksne, som kender eleven bedst, og de tilfører et fælles forløb værdifuld viden om familiens historie, den aktuelle situation og elevens drømme om fremtiden. Det tætte samarbejde gør det ligeledes muligt at arbejde helhedsorienteret med problemstillinger, som ikke kun har en effekt på eleven, men påvirker familiens samlede trivsel. Forældresamarbejdet udvikler sig forskelligt, ligesom det kan forandres over tid.

Nye perspektiver på fremtiden kan skabes ved at være undersøgende med hensyn til nye fortællinger. Derfor rettes fokus mod nye initiativer, hvor eleven og familien/plejefamilien/opholdsstedet bruger viden og færdigheder til at gøre noget andet end det, som ”problemet håber på”. Her bringes også dilemmaer frem med hensyn til, hvornår problemet er hjælpsomt, ikke hjælpsomt eller både-og. Vi lever og fortæller om vores liv, mens vi lever det. Vi skaber hele tiden ny mening ud af det, vi gør, mærker og tænker. Derfor er vi vældig optagede af at fange de hændelser og den viden, som eleven har med sig i form af levede erfaringer, som ikke er kommet frem i lyset. Mange af disse kan måske med fordel blive tilføjet de identitetskonklusioner, som eleven allerede har foretaget, og kan hjælpe med at åbne op for flere positive fortællinger.

 

Hvordan foregår behandlingen?

  • Hver fjerde uge er der familiesamtaler med eleven og dennes forældre og/eller plejeforældre/opholdssted. Samtalerne varetages af en psykolog sammen med den primære pædagog/lærer.
  • I terapeutiske børne-/ungegrupper, som mødes ugentligt, deler eleverne de temaer, som de arbejder med. Samtidig bevidner eleverne de nye skridt, som kammeraterne har taget siden sidste børne-/ungegruppemøde.
  • Med hensyn til den enkelte elevs behov vurderes det, hvorvidt det er relevant for elevens udvikling og trivsel at blive tilbudt individuelle terapeutiske samtaler.
  • I den daglige behandlingsindsats omsættes de pågældende temaer til praksis via individuel voksenkontaktog tæt opbakning og opfølgning.