Topshøj

Introduktion af familieinstitutionen Topshøj

Dagligdagen på Familieinstitutionen Topshøj

Familieinstitutionen Topshøj tilbyder kørsel af eleverne til og fra skole. Eleverne hentes hjemme af skolens chauffører og bliver kørt hjem, når skoledagen slutter.

En skoledag:

Mandag        kl. 8.00-14.45

Tirsdag          kl. 8.00-14.00

Onsdag         kl. 8.00-14.45

Torsdag        kl. 8.00-14.45

Fredag           kl. 8.00-13.15

Mødetiderne er ens for alle elever, hvilket betyder, SFO er en integreret del af skemaet for de yngste elever. Derudover tilbyder vi til de yngste elever sommer-SFO i første og sidste uge af sommerferien.

Skoledagen begynder med, at eleverne tilbydes morgenmad, hvorefter de går ud i klasserne og starter dagen med en gennemgang af dagen og ”dagens tal”, hvor eleverne måler deres aktuelle dagsform, så personalet kan møde hver elev der, hvor eleven er.

Kl. 10.00-10.15 er der pause, hvor eleverne tilbydes frugt og/eller knækbrød.

Kl. 11.45-12.15 er der frokost. Måltidet spises klassevis, og det er en struktureret samværssituation, hvor hygge, dannelse og samvær omkring måltidet er et styrende element. Måltidet indgår som en del af elevernes sociale færdighedstræning.

Kl. 12.15-12.30 er der pause, hvor personalet er sammen med eleverne og tilbyder forskellige aktiviteter,f.eks. spil eller kreative aktiviteter.

Ud over det skolefaglige trænes elevernes sociale færdigheder også i hverdagen. I forbindelse med frikvartersaktiviteter, spil og legesituationer hjælpes børnene således til at indgå aftaler om, hvem der skal deltage, og hvordan samværet eller aktiviteten skal være.

Når eleverne får fri, følges de ud til skolens biler, hvor chaufførerne står for hjemkørslen.