Topshøj

Velkommen

Familieinstitutionen Topshøj er et behandlings- og specialundervisningstilbud, som tilbyder undervisning og behandling i tæt samarbejde med elevens familie og netværk.

Vi tilbyder børn og unge fra 0. til 10. klasse et intensivt fagligt, pædagogisk og behandlingsmæssigt forløb, der retter sig mod inklusion i folkeskolen eller mod en ungdomsuddannelse. Indsatsen integrerer undervisning, behandling og social udvikling i et tæt samarbejde med elevens familie og eventuelle plejefamilie samt andre betydningsfulde personer i elevens netværk.

Skolen er for børn og unge med psykiatriske diagnoser og/eller andre alvorlige problematiske forhold, der gør det vanskeligt at være i en læreproces og udvikle sig socialt og personligt i et fællesskab med andre.

Familieinstitutionen Tophøjs historie

I 1987 stiftede Jannike Fogh og Kjeld Andreasen Familieinstitutionen Topshøj i tæt samarbejde med Sorø Kommune. Jannike er i dag indehaver af institutionen.

Året før havde de købt et nedlagt husmandssted i et naturskønt område syd for Sorø, lige op ad skoven. Her flyttede de ind med deres børn, og efter ni måneders ombygning kunne de den 1. april 1987 tage imod de første fire elever. 

I starten udfyldte parret selv alle funktioner lige fra chauffør/pedel til pædagog og familieterapeut. 

Familieinstitutionen Topshøj var den første dagbehandlingsskole i Danmark. Institutionen blev godkendt af Socialstyrelsen som et privat forsøgsprojekt og fik SUM-midler til at beskrive de første to år.

Det var dengang almindeligt at fjerne børn fra hjemmet, hvis de var i alvorlig mistrivsel. Ideen bag Topshøj var at skabe et dagbehandlingstilbud med fokus på alt det, børn kan, når de bliver set, hørt og forstået.

Vi er overbeviste om, at alle børn grundlæggende gerne vil agere socialt og omsorgsfuldt over for andre, og at de gerne vil være i en læringsproces. Når et barn viser noget andet, er der brug for at få familien tættere på, så vi i fællesskab kan skabe gode rammer for, at barnet får adgang til al sin viden og alle sine færdigheder og kommer ind i et positivt udviklingsforløb.

Efter et forløb, der handlede om at finde sine færdigheder, udtalte en elev en gang: “Der er et mirakel inden i os alle!” 

Dette er stadig den bærende ide på Topshøj.