Topshøj

Faggrupper

På Familieinstitutionen Topshøj er det vigtigt at se på elevens ressourcer ud fra flere faglige perspektiver, så vi kan realisere alle elevens kompetencer og potentialer. Personalegruppen består derfor af pædagoger, lærere, psykologer, læsevejledere og en ergoterapeut, der alle inddrages i fokusmøder/elevsupervision, hvor der fokuseres på elevens udviklingspotentiale, og hvor mål og metode evalueres.

Ud over det daglige arbejde kan vores faggrupper ved behov tilbyde enkelte elever:

Sensorisk udredning ved ergoterapeut

Flere af vores elever oplever forskellige sanseforstyrrelser, som viser sig på forskellige måder hos den enkelte elev, og som kan være udfordrende og/eller begrænsende for eleven.

En sanseprofil beskriver, hvilke sanseinput man har høj hhv. lav tolerance overfor, og dermed hvilke sanser man bliver overstimuleret af, og hvilke sanser man eventuelt ikke mærker så meget.

Viden om den enkelte elevs sanseprofil inddrages i skolens daglige arbejde.

Individuelle psykologsamtaler

Vores elever kan indimellem opleve udefrakommende omstændigheder, der påvirker deres trivsel og udvikling. I disse situationer kan individuelle psykologsamtaler være gavnlige. Samtalerne tager udgangspunkt i det narrative og antager barnets perspektiv. Vi har et ressourceorienteret fokus og vil gerne styrke eleverne i deres tro på sig selv og deres egen styrke.

Afdækning af skriftsprogsvanskeligheder

Elever kommer i skole for at lære at læse og regne. Nogle elever har svært ved at læse og skrive, og hvis de ikke får hjælp, kan de komme til at tro, at der er noget galt med dem, de bliver kede af læsning og ofte også af skolen.

Afdækning af den enkelte elevs vanskeligheder kan betyde, at eleven får den rette hjælp til sin læring, og dermed fremme elevens læsefærdigheder.

Hvis skolen oplever, at en elev har svært ved at forbinde bogstaver og bogstavfølger med de tilknyttede lyde – at lære at udnytte skriftens fundamentale lydprincip – tilbydes eleven udredning for dysleksi bl.a. med brug af ordblindetesten.

Selvforståelsesforløb for elever med autisme

Elever med en autismediagnose mangler ofte viden om, hvad deres autismediagnose betyder for dem. Ved at give dem en bedre forståelse af sig selv og deres styrker samt strategier til at håndtere deres udfordringer hjælper vi eleverne til bedre selvværd og trivsel.